Vil skrive Bachelor projektet alene..

kære læsere. ?

I dag er jeg blevet færdig med modul 13 og nu er der dømt WEEKEND…. ?

Det næste store skridt er modul 14, Bachelor projektet. Jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at komme i gang, nærmest som et lille barn. Spændingen som ligger inde i maven og glæder sig til at springe ud. Jeg tænker at Bachelor skrivning er hårdt, men også at det bliver sjovt at få lov til at grave lidt dybere, idet at komme ud og få lov til at undersøge tingene nærmere i forhold til den valgte problemstilling jeg vælger at arbejde ud fra.

Jeg fornemmer at i forhold til Bachelor skrivningen, at de fleste vælger at skrive sammen i grupper bestående af 2-3 stykker. Jeg kan godt se det positve ved det, idet at man har to hjerner på samme problem, god mulighed for sparring under hele for løbet og ikke mindst hører jeg tidligere studerende udtale om det sociale ved at skrive sammen med en medstuderende. Jeg har taget den beslutning, at jeg ønsker at skrive mit Bachelor projekt alene. Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt om dette, er en mulighed på min skole. Så i vil hører mere om dette senere.

Ønsker alle en rigtig god weekend. ?

-Kia <3

Drømmen er ved at være noget, men hvad nu?

Kære læsere. ?

Det er ved at være et stykke tid siden nu. Siden sidst i har hørt fra mig og der er sket en del. Jeg står nu i et valg jeg skal træffe, som føles som en af mine største livs begivenheder. Nemlig min karrierer…

Der er ca. 3 1/2 måned til at jeg forhåbenligt står færdig udlært som sygeplejerske. En drøm jeg har haft siden jeg gik i 8 klasse, hvor jeg var i praktik hos sygeplejerskerne på Rigshospitalet. Den dag ændrede mit liv. Fordi jeg netop der fandt ud af hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg ville gerne gøre en forskel, ligesom dem! Nu står jeg her, lige på nippet til at være færdig uddannet. Turen her til har været lang og hård. Men jeg har formodet det. Der kører derfor en masse tanker rundt i mit hoved i disse dage, med hvad så nu? At nå sit mål, giver en stor lettelse og stolthed over for sig selv. Men hvad skal jeg bruge min uddannelse til. Skal jeg forsætte mit arbejde i psykiatrien, som er det jeg er dygtig til og brænder for? Eller skal jeg ud og prøve og have et job på en somatisk afdeling og få noget erfaring? Eller skal jeg lytte til den lille stemme i mit hoved, som enlig godt kunne tænke sig at læse videre? Jeg står midt på en skille vej lige nu, og kan ikke rigtig finde ud af hvilken vej jeg skal gå. Jeg har hele tiden haft min plan, som jeg har fuldt til punkt og prikke. Men planen stopper nu, så hvad er min nye plan ?

Livet igennem som sygeplejerske studerende, har givet mig meget med på min vej. Ikke blot som teori og klinisk erfaring men også min egen personlige udvikling. At være sygeplejerske er ikke blot at hjælpe nogle mennesker som har det svært eller har en sygdom. Men at være sygeplejerske og kunne se det interessante i hvert enkel menneske. Vi har alle hver vores behov, hver vores måde at kommunikerer på, hver vores måde at handle på og ikke mindst hver vores måde at se verden på. Det ser jeg som være noget af det mest værdi fulde jeg har lært igennem min uddannelse. Vi har alle det til fælles at vi er et menneske, og et menneske med følelser også selv dem, som angiver ikke at have det eller måske bare ikke altid viser det. Men det har de. Vi har bare alle hver vores måde at vise dem på. Som sygeplejerske, skal du kunne opfange et hvert signal fra det enkle menneske og kunne her med aflæse det enkle menneskets behov. Dette ser jeg som det mest fantastiske og fascinerende jeg har lært. At gøre en forskel indebærer derfor ikke blot at hjælpe i sygdom og krise, men også at kunne føle, lytte, se og give hvert enkel menneske det individuelle behov, som nogle gange bare er, det at være tilstede, så mennesket føler sig anderkendt. Dette er noget alle har behov for hver eneste dag.

Som sygeplejerske har man rigtig mange muligheder for både job og efter uddannelser. Derfor er der rigtige mange forskellige veje at gå. Man vil jo gerne vælge den rigtige vej. Men hvad for en er den rigtige vej? Det føles så mærkeligt for mig, at står og være så uvist omkring min fremtid.

-Kia <3

SOMMERFERIE

Kære læsere. ?

Så kom dagen. Dagen hvor jeg råbte SOMMERFERIE. Min sidste klinik periode er nu slut og jeg bestod flot.  8 uger´s ferie går jeg netop i møde. Med andre ord, ingen praktik, ingen undervisning og ikke mindst INGEN lektier. ? Jeg er stor fan! Og det skulle selvfølgelig fejres ! ?

Men det vil derfor sige, at jeg nu har tid til, at vi få min blog rigtig op og kører.

Men jeg må starte med en anderkendelse… Jeg har ALDRIG læst en blog før. Jeg har venner og familie medlemmer, så følger nogle bestemte bloggers blog hver dag. De ser faktisk frem til at læse deres indlæg. Jeg har derfor kiggede lidt rundt på nettet og læs de mest kendtes blogs igennem. Med andre ord, det var en øjenåbner. Jeg er typen som godt kan lide at gøre tingene på min egen måde. Alt behøver ikke at være som alle andre gør det på. Jeg kan lig at gøre det anderledes, det gør det mere personligt for mig.

Jeg sidder med en masse blandede tanker. Både gode og undrende tanker. Det er jo korte indlæg alle laver.. Så skriver de fx. kort om hvad de har spist til aften eller hvilke tøj de har på til dagens aktivitet. Seriøst er det bare det man skal ? Det tager jo ikke særlig lang tid, at formå at skrive et indlæg hver dag, hvis det er denne strategi man skal bruge på en blog. Jeg troede ikke folk gad, at bruge deres tid på bare at gå ind og læse så korte indlæg. Min hverdag er fyldt med, ja ikke lige frem gode retter som er lavet fra bunden eller noget specielt mærkevare tøj. Men den er til gengæld fyldt med sjove, kiksede og mærkelige oplevelser, udtalelser og aktiviteter som sker i min hverdag. Så det kan være jeg skal prøve noget nyt. Korte indlæg, med hvad der sker i min hverdag. ?

-Kia <3

Det varmede <3

Kære læsere ?

Jeg er helt uden ord.. Jeg er mundlam.. Jeg er overvældet.. Men jeg er glad. ?

I går nat, udgav jeg mit indlæg om, at jeg havde fået nok. Jeg var fuld kommende frustreret over, at folk blev ved på gang på gang, at skulle skrive ubehagelige ting til mig, om at jeg ikke skulle blive sygeplejerske, at man ikke kan være en god sygeplejerske fordi man har lavet reality tv, at jeg ikke skal have en blog fordi jeg ikke kan stave og vigtigst af det hele at “jeg skulle få mig et liv”.  Når man hører på dette længe nok, begynder det så småt at påvirke en, da jeg vil kalde det direkte mobning over de sociale medier. Jeg valgte derfor at skrive et indlæg en gang for alle, for at fortælle omkring mit arbejde og mit studie samt sammenhængen med, at det ikke påvirker mig i at  udfører mit arbejde fordi jeg laver reality tv. Det er første gang jeg vælger at skrive om dette emne, da jeg ikke har lyst til at fortælle hvor “hårdt” det er at være i mit fag, eller for at “rose” mig selv. For sådan en pige er jeg langt fra. Jeg valgte netop at skrive dette indlæg, for at håbe på, at de mennesker som bliver ved med at skrive de kedelige ting til mig, ville få en øjenåbner på, hvordan tingene enlig hænger sammen.

Jeg er fuldkommende overvældet af glæde og smil, på blot 12 timer, havde over 3000 personer været inde og læse mit indlæg og min indbakke blev fyldt med de sødeste  og kærligste beskeder og hilsner. Jeg læste hver besked, med et smil på læben og jeg blev meget rørt.

En del af beskederne kom fra andre som er i samme branche som mig. Det betyder meget at hører andres meninger omkring hvordan det er at være i dette fag og at man ikke står alene omkring det. Jeg følte pludselig en sten blev lettet fra mit hjerte. At få erkendes fra kollegaer man ikke kender, er bare ubeskriveligt dejligt. Jeg begyndte derfor at tænke over, at der er for lidt fokus på, hvordan det enlig er at være sosu eller sygeplejerske i dagens Danmark. Man har brug for at få snakket ud omkring den forskel man kæmper for at prøve at gøre hver eneste dag. For man ingen anderkendelse, så det svært at blive ved med at have energien til at forsætte sit gode arbejde. ?

Jeg vil gerne sige tak for hver en besked jeg har modtaget. De varmede hver og en.

Ønsker alle en rigtig dejlig weekend. ?

-Kia <3

Jeg har fået nok!! kan i måske klare dette?

Nu må det simpelhen være nok!!!!

Jeg har de sidste par dage måtte tage mig mod til at åbne min blog, da jeg udemærket kunne fornemme via min email hvilke kommentarer der ventede mig her på bloggen.

For første gang nogen sinden bliver jeg virkelig provokeret, af jeres kommentarer, så fortæl mig hvad i mener om mig, når i har læst dette indlæg!

Til alle jer som ikke kan andet ind at skrive dårlige, onde, lede ting om mig, min kæreste, mit job og uddannelse og ikke mindst om min blog. Med andre ord, mobning vil jeg kalde det. Værsegod nu åbner jeg op for en debat, så i alle har mulighed for at sige engang for alle og jeg vil lytte og svarer jer på det.

Jeg kan nemlig simpelhen ikke forstå, hvorfor i skal læse og kommenterer på min blog når den er så ih så dårlig som i angiver ?

Hvordan kan i sige at jeg bliver en dårlig sygeplejerske, bare fordi jeg har lavet reality tv?

Jeg har igennem en del år efterhånden været ansat som social og sundhedsassistent først på plejehjem og derefter i psykiatrien. Ved i overhoved hvad det kræver at kunne klare sådanne nogle jobs? Men nu skal jeg fortælle jer det.

På plejehjem står du som sosu ass, for overblikket over måske 10-30 beboer. Her er din opgave at komme igennem dagen. 8 timer, jeg siger jer de kan pludselig føles som 2. Opgaverne står i at få beboeren ud af sengen, måske har du med en person at gøre som ikke kan noget som helst, så her snakker vi fuld forplejning. En ting er at kunne klare at vaske et andet menneske, den anden ting er, at kunne gøre dette rigtigt, den trejde ting er, at være professionel mens du udfører dit arbejdet. Her efter kommer der måske, forflytninger evt, ved brug af lift, stomi pleje, kateter pleje, sår pleje, Medicin givning, dosering af medicinen, måltiderne og ikke mindst akut sygdom samt dødsfald. Det lyder måske ikke af så meget, men det er ikke en maskine man har med, at gøre, det er faktisk et menneske som os selv og det er faktisk det sværeste at arbejde med, for du kan ikke forudsige hvornår batterierne løber tør.

At arbejde i psykiatrien er noget helt andet i forhold til den primær sekter. Her er det mere et psykisk hårdt arbejds miljø ind det er fysisk hårdt. Ja hvad laver man i psykiatrien ? Der er rigtig mange fordomme når vi nævner psykiatrien, mange tror at personale bare går og snakker med patienterne, men det er ikke BARE det vi foretager os. Der ligger så meget bag, at kunne håndtere at arbejde i psykiatrien. Ikke mange fag personer egner sig til dette, da det nemlig er et meget meget hårdt miljø at færdes i. Nu skal jeg fortælle jer lidt om hvad jeg foretager mig.

Når mennesker, unge som ældre, som gamle bliver indlagt på en psykiatrisk afd. kommer de fordi de har det rigtig skidt, dette kan være af mange forskellige årsager. De lukkede afdelinger, er der jeg har arbejdet mest på, og her for vi rigtige syge mennesker ind, som faktisk kan være farlige for sig selv, men også for deres med patienter eller for personale. Hvad jeg har set, hørt, prøvede og observeret er ikke bare for sjovt. Der er tale om overfald, dødsfald og slemme skader. Jeg har formodet at hjælpe rigtige mange mennesker igennem deres kriser, psykoser, selvmords forsøg sammen med mine kollegaer.   At se andre gøre så stor skade på sig selv, er hårdt. Det at prøve og hjælpe og måske ikke når det, er endnu mere hårdt. Men det vigtigste i mit job, er at være der så godt som du nu kan for den enkle patient. Så patienten føler sig set, hørt og forstået. Hvor herefter man vil kunne hjælpe patienten videre i livet. Med andre ord, du skal have nosser som kvinde for at kunne arbejde i denne branche!

Bare fordi jeg har lavet reality tv, sagt dumme ting på tv eller som jeg kalder det, sprogspasser, jeg kan faktisk ikke gøre for, at jeg siger som jeg gør nogle gange. Det er en del af min ordblindhed!. Men tilbage til fokus, mit arbejdet er ikke styret af hvad jeg har sagt eller gjort på tv. Faktisk er jeg en helt anden person på min arbejds plads ind jeg er hjemme privat. Sådan er det med alle mennesker. Når i ser kendte sanger, drikker sig piv fulde, betyder det så at de ikke kan synge? Nej vel. Jeg er faktisk rigtig god til mit arbejde, det er jeg fordi jeg brander for det! Der er mangler på sygeplejersker og ikke alle egner sig til denne opgave som det medfølger. Derfor har jeg valgt at læse videre, så jeg har mulighed for at gøre en forskel for dem der har brug for det.

Flere har skrevet at de ikke ville tage mig seriøst eller lade mig passe jer hvis i var syge.? Hvorfor have den holdning? Har i aldrig drukket jer fulde? haft sex? Eller sagt tossede ting? For hvis i har det, kan i så heller ikke passe jeres arbejdet godt nok? Disse ting har ingen sammenhæng med om jeg er god til mit arbejde som kommende sygeplejerske. Og lige meget hvem jeg møder i mit job i praktisk, jer der ikke vil lade mig pleje, kendte mennesker, andre mennesker, folk der hader mig, julemanden eller hvem jeg skulle møde i praktisk. Så vil jeg give alt hvad jeg har i mig, for at kunne give den bedst mulige pleje i den såkaldte situation den enkle havner i. Jeg er der for at hjælpe jer, når i netop har brug for det.

om små 14 dage skal jeg op til min modul 12 eksamen i den sidste klink periode jeg er i nu, her efter er der dømt laaaaang sommerferie  også er der kun en eksamen tilbage også kan jeg kalde mig sygeplejerske. Jeg er stolt af det! Meget ind da! På trods af min ordblindhed, eksamens angst og har ikke lige frem haft den bedste opbakning, så formår jeg at gemmenfører det! Fordi man kan hvad man vil, og jeg vil det her!

Så har nogen mere at sige om min uddannelse, job eller blog?? mener i stadig at jeg skal få mig et liv? Lukke min blog? eller egner jeg mig ikke som sygeplejerske ? Eller hvad i ellers har skrevet til mig. Så det nu i skal fyrer løs for kommentarerne og jeg vil svare jer herefter.

-Kia <3